I år ville Arne Jacobsen være fyldt 120 år. Derfor sætter vi i den kommende tid fokus på den ikoniske designer.
Den 11. februar 1902 blev Arne Emil Jacobsen født i København. Dengang anede man naturligvis intet om, at han ville blive en af Danmarks mest anerkendte og berømte designere. I anledning af at han i år ville være blevet 120 år, er Fritz Hansen klar med en jubilæumskollektion, der hylder Arne Jacobsen.
I forlængelse af den vil vi gerne sætte fokus på Arne Jacobsen med forskellige portrætter og fortællinger om manden, der for alvor har været med til at sætte Danmark på verdenskortet i en designmæssig sammenhæng.
På kostskole med brødrene Lassen
Arne Jacobsen er vokset op i et barndomshjem, der til dels var kunstnerisk præget. Faderen var godt nok grosserer og importerede sikkerhedsnåle til forskellige varehuse. Moderen var derimod en passioneret blomstermaler ved siden af sin stilling i banken.
Moderens fritidsinteresse smittede af på unge Arne, der med sit talent for at tegne, drømte om at blive kunstmaler. Det huede dog ikke faderen, som insisterede på, at sønnike fik sig en “rigtig” uddannelse.
Arne Jacobsen gik i Nærum på kostskole med Flemming og Mogens Lassen, og han udviklede et tæt venskab med særligt førstnævnte. Flemming Lassen havde også en vigtig rolle i forhold til Arne Jacobsens videre færd, da han opmuntrede Arne Jacobsen til at gå arkitektvejen.
En studerende med mange jern i ilden
Arne Jacobsen studerer på Kunstakademiets arkitektlinje i årene, hvor funktionalismen begynder at sprede sig op gennem Europa. Mens han stadig er studerende, tegner han faktisk allerede sine første villaer i hovedstadsområdet.
I slutningen af 1920’erne slår den europæiske modernisme for alvor igennem i Danmark, og det er med Arne Jacobsen som bannerfører. I dansk kontekst bliver modernismen kaldt for funktionalisme og får øgenavnet “funkis”.
Fremtidens Hus – det store gennembrud
1929 er desuden året, hvor Arne Jacobsen – sammen med barndomsvennen Flemming Lassen – får sit store gennembrud. De deltager således i en konkurrence på den store Bolig- og Byggeudstilling i Forum, hvor de præsenterer deres bud på Fremtidens Hus.
Huset er med pudsede, hvide mure. Det er indrettet med garage, helikopterplads på taget og egen garage til båden.
Huset opvarmes desuden af elektrisk gulvvarme, mens det er udstyret med et rørpostanlæg, der sender posten frem og tilbage til det lokale posthus. De to designere var begge glade for at ryge, og derfor var huset desuden indrettet med borde, som automatisk drejer cigarer til den siddende. Videre bliver huset indrettet med Arne Jacobsens kurvestol – Skovsneglen – som han netop har designet, da huset bliver præsenteret.
Fremtidens Hus bliver parrets helt store gennembrud, og efterfølgende ser ingen af dem sig tilbage.
Anden verdenskrig sender Arne Jacobsen til Sverige
I de efterfølgende årtier sætter Arne Jacobsen i den grad sit præg på Danmark. I 30’erne designer han blandt andet Bellevue Strandbad, Bellavista og Skovshoved Tankstation, mens han i 40’erne står bag både Aarhus Rådhus og Søllerød Rådhus. Sidstnævnte tegner han sammen med Flemming Lassen.
I midten af 40’erne må Arne Jacobsen dog se sig nødsaget til at stikke af til Sverige sammen med sit hustru. Grundet sit jødiske ophav er det nemlig blevet for farligt for parret at blive i København.
Efter krigens afslutning vender han tilbage til hovedstaden, hvor han ufortrødent genoptager sit arkitektarbejde.
De berømte skalstole
Gennem 30’erne og 40’erne har Arne Jacobsen tegnet flere huse og bygninger til Novo Nordisk og virksomhedens ejere. I 50’erne kulminerer det, da Arne Jacobsen promoverer sin nye skalstol, Myren, da han skal designe Novos nye kantine.
I de efterfølgende år tegner han de mange skalstole, som i dag er så berømte. Heriblandt Syveren, Grand Prix-stolen og Liljen. Liljen fra 1968 (og med armlæn fra 1970) er de sidste skalstole i rækken. De er tegnet til Nationalbanken, som Arne Jacobsen også tegnede. Han døde dog, før byggeriet var færdiggjort.
Arne Jacobsen indtager verden
Det er ikke kun i vores lille andedam, at Arne Jacobsen har gjort sig berømt. I 1960 åbner SAS Royal Hotel – Danmarks første skyskraber. Arne Jacobsen er naturligvis manden bag designet, og til hotellet tegner han loungestolene Svanen og Ægget.
De to stole bliver fremvist for verden på en udstilling i Italien forud for åbningen af hotellet, hvor de modtager stor ros og anerkendelse. Siden da er de to stole gået sin sejrsgang over hele verden, og det er i dag to af de allermest berømte designikoner.
Herefter får Arne Jacobsen en del opgaver i udlandet. Blandt andet tegner han St. Catherine’s College i Oxford og rådhuset i Mainz.
Det helt unikke ved hans mange designs er, at der ofte var tale om totaldesign. Han ville styre alt i processen, og derfor tegnede han ofte speciallavede møbler, lamper, dørgreb og sågar askebægre til de specifikke bygninger.
Derfor er han i dag lige så kendt for sine mange møbel- og lampedesigns, som han er for selve bygninger, han stod bag.
Stort tillykke med de 120 år til Arne Jacobsen.