Trinidad-stolen
Fredericia Furniture
Den gennembrudte finer gør, at Trinidad-stolen næsten opløses i et spil af lys og skygge. Samtidig har stolen en iøjnefaldende skulpturel karakter. Stolen fås med eller uden arme og med eller uden polstret sæde.
Det er normalt en dyd for moderne designere, at man ved at fjerne så meget materiale som muligt opnår en stadigt mere attraktiv form. Nanna Ditzel vendte denne tankegang på hovedet med Trinidad-stolen, der stod som et opgør med den fremherskende tendens til evig forenkling. Ved at fjerne materiale i kraft af udfræsningerne i ryggen gjorde Nanna Ditzel ikke kun stolen lettere og tilføjede et element af gennemsigtighed; hun skabte også et iøjnefaldende dekorativt element.
Trinidad var kun mulig, fordi en helt ny CNC-fræserteknologi netop var udviklet, og stolen er i dag hyldet som et designgennembrud for den finerede træstol – en af de sværeste møbeltyper at forny.
Helt enestående, for et dristigt design som Trinidad, blev stolen med det samme en stor succes efter lanceringen 1993. I dag har Trinidad opnået status som en moderne klassiker, der indgår i de permanente samlinger på flere designmuseer som en postmoderne milepæl i designhistorien.
Nanna Ditzel fandt inspiration til Trinidad-stolen i victorianske husfacader på øen Trinidad. Med kunstfærdige træudskæringer fra den såkaldte gingerbread-teknik fremstår facaderne lette og indgår i et smukt samspil med solens lys.
“Jeg så på Trinidad hvordan husenes facader nærmest blev opløst i et spil af lys og skygge. De for en lethed over sig, næsten som en knipling – og jeg tænkte: Det må jeg kunne bruge til en stol.” – Nanna Ditzel.
Som en gingerbread-facade leger Trinidad med solens lys og skaber en fornemmelse af bevægelse i rummet. Rygskallen omslutter kroppen og er designet til ikke kun at klæde rummet, men også mennesket, der sidder i stolen.
Siddeskallernes runde keglesnit sikrer en formidabel siddekomfort, og den brudte finer giver flere gode egenskaber: Kroppen er altid ventileret og bevarer stuetemperatur og tilmed reduceres lydens resonans i rummet. Dette har gjort Trinidad til et yndet valg i koncertsale og auditorier, såvel som restauranter og private hjem.
Brands | |
---|---|
Designere |