PH Septima
Louis Poulsen
PH Septima anses for at være en af Poul Henningsens mest raffinerede pendler. Da den blev udstillet for første gang som prototype på Det danske Kunstindustrimuseum (nu Designmuseum Danmark) i 1928, fik den poetiske pendel stor ros.
Baseret på PH’s treskærmssystem er der indsat fire ekstra skærme mellem de tre basisskærme – alle syv produceret i meget fint, men stærkt italiensk borosilikatglas. Skærmene af klart glas har skiftevist klare og matterede felter, der er placeret, så de matterede felter dækker de klare felter nedenunder, og så skærmene kan sprede lyset på en mere diffus måde, samtidig med at der udsendes et blændfrit, nedadrettet lys. Der er desuden placeret en rund glaskop i toppen for at forhindre støv m.m. i at falde ned i lampen.
I 1931 blev der lanceret en mindre PH Septima 4, som var baseret på skærmstørrelserne fra PH 4/4 lampen, hvor den oprindelige PH Septima 5 er baseret på skærmstørrelserne fra PH 5/5. Under udviklingen af PH Septima designede Henningsen også en metalversion, men den blev aldrig sat i produktion. Tegningerne dannede dog grundlag for udviklingen af PH Artichoke, der blev designet til Langelinie Pavillonen i København tre årtier senere.
I 1940’erne gik den populære PH Septima dog ud af produktion sammen med en lang række andre lamper på grund af mangel på råvarer.
I 2020 relancerede Louis Poulsen Poul Henningsens sofistikerede glaspendel med syv skærme. Lampen er baseret på PH Septima 5, men stellet er blevet optimeret og glasset forbedret, hvilket har gjort den mere robust og stabil.
Brands | |
---|---|
Designere |