Pelikanstolen
House of Finn Juhl
Finn Juhls kærlighed til den frie og skulpturelle kunst afspejler sig tydeligt i Pelikanstolen. Den overpolstrede lænestol er vel nok dét af Finn Juhls møbler, der var mest forud for sin tid. Da den blev præsenteret på Snedkerlaugets udstilling i 1940, stak den ud med sine aparte former og tykke ben. Finn Juhl navngav normalt sine møbler med numre, der forholdt sig til året, hvori de var tegnet, men over tid kom kælenavnet “Pelikanen” til at hænge fast.
Der blev kun produceret ganske få eksemplarer, og stolen gik nærmest i glemmebogen, indtil man genopdagede den og valgte at relancere den i 2001. Stolens karakteristiske, bløde og organiske form er som en krop, der holder om kroppen. Man sætter sig og får et venligt kram. Som mange af Finn Juhls senere værker indbyder Pelikanstolen også til flere behagelige måder at sidde på.
Den skulpturelle stol passer godt til nutidens interiører og står helt perfekt sammen med Pelikanbordet, tegnet samme år, og sin nære slægtning Poetsofaen, fra 1941.
Pelikanstolen produceres i to versioner – en med knapper og en uden. Stolen leveres med en løs hynde og er med håndsyet betræk i stof eller læder. Benene fås i eg, valnød eller sortmalet.
Brands | |
---|---|
Designere |