Lillemor Sofa
House of Finn Juhl
Med en relancering af denne sofa, som House of Finn Juhl har navngivet ”Lillemor”, har de vovet sig ud i fortællingen om den romantiske danske digter og hans kone, der boede i et lille bondehus med en sofa tegnet af Finn Juhl. Denne scene blev en del af den danske folkekultur gennem tegneren Jørgen Mogensens tegneseriestribe i Politiken med navnet ”Poeten og Lillemor”, der udkom dagligt fra 1950 til 2003. Dette er intet mindre end verdens længste tegneseriestribe!
Historien er, at snedkermester Niels Vodder, der udførte Finn Juhls møbler, gav sin datter Kirsten Vodder en prototype af en lille sofa i 1945. Kirsten var gift med digteren Frank Jæger, der yndede at ligge i sofaen og gruble over livets tildragelser. Vennen og tegneren Jørgen Mogensen kom meget hos familien i det lille digterhjem, der inspirerede til tegneserien.
Sofaen fås i to længder, men fremstår enkeltvis som et helstøbt design, der krummer let og naturligt mod et center. De organiske former og den stramme polstring fremhæver det skulpturelle udtryk. Formen omfavner kroppen, der sidder i sofaen og gør den behagelig i alle positioner. Ingen skarpe kanter mod kroppen, men bløde afrundede former, der let giver efter.
Lillemor er håndlavet ned til den mindste detalje og opbygget på gammeldags manér på et massivt blindstel med håndsyet betræk.
Brands | |
---|---|
Designere |