CH22
Carl Hansen & Søn
Efter en række årtier ude af produktion satte Carl Hansen & Søn i 2016 igen Hans J. Wegners CH22 loungestol i produktion. Wegner stolens store karakteristiske træ ryg med synlige dækpropper er måske ved første øjekast, det man lægger mærke til, men tæt på afslører stolen mange flere Wegner-detaljer. På siden griber stolens armstøtte f.eks. om stellets sidesprosse og sæderamme for øverst oppe at udvides under armlænet for at give optimal støtte til dette. Bagpå er sædets snore ført ned omkring sæderammen og ind gennem en vandret rille i bagsargen. Og på sædets forkant ses to raffinerede samlinger, idet forbenene her er ført op igennem de fingersamlede hjørner. Selvom produktionen selvfølgelig i dag er moderniseret, fremstilles CH22 fortsat ud fra de samme håndværksmæssige principper, som da Wegner i 1950 fulgte og deltog i fremstillingen af de første eksemplarer på Carl Hansens familieejede værksted. Moderniseringen har imidlertid forbedret præcisionen, således at stolens forben, der oprindeligt blev fremstillet runde, nu har kunnet få samme profil som stolens bagben. Det betyder, at de i dag laves som Wegner oprindeligt havde tegnet dem på sin arbejdstegning, hvor ideen var, at de skulle føres op gennem sæderammen og låses ved hjælp af kiler.
Brands | |
---|---|
Designere |