SAS Royal Hotel – Arne Jacobsens mesterværk

SAS Royal Hotel står i dag som det ypperste bevis på Arne Jacobsens status i såvel Danmark som i udlandet. Som med så mange andre af Arne Jacobsens projekter, stod han selv for designet fra det ydre til det indre og ned til den mindste detalje. Arne Jacobsen indrettede således hotellet med både møbler og lamper ned til tekstiler, bestik, vaser, dørhåndtag, gulvtæpper og selv kuglen på gardinstangen.

I 1956 får Arne Jacobsen til opgave at tegne et hotel med tilhørende lufthavnsterminal for flyselskabet SAS. Tre år efter står lufthavnsterminalen færdig som det første. Her kan flyturisterne tjekke ind i – dengang – topmoderne rammer og sætte sig i 3300-sofaen (også kaldet lufthavnssofaen), inden busser fra SAS fragter dem direkte til flyet.

Serie 3300. Foto: Per Munkgaard Thorsen, Arkitekturbilleder.dk.

Smuk på en dansk gråvejrsdag

Året efter står selve hotellet færdigt. Arne Jacobsen har tegnet det med inspiration fra Lever House i New York. Den nederste etage er derfor tegnet, så det ser ud som om, at resten af bygningen svæver. Facadens grågrønne look er inspireret af akvarelmalerens håndtering af de tynde farver. Den står således smukt til en dansk gråvejrsdag, mens den samtidig slår sig på nogle mere internationale strenge. Da det stod færdigt, var det Nordens højeste bygning og Skandinaviens største hotel. Videre betragtes det som Danmarks første skyskraber.

Den udvendige del af bygningen er et sandt mesterværk, men det er næsten intet i forhold til den magi, der udspiller sig inden for bygningens mure. Her er Arne Jacobsen nemlig gået planken ud og har proppet sine designs ind i hotellet. Designs, som efterfølgende er gået sin sejrsgang i hele verden og som i dag betragtes som det ypperste inden for dansk design.

Ny produktionsmetode sætter retningen

Få år inden hotellets opførelse har Fritz Hansen sikret sig rettighederne til en ny produktionsmetode. Denne gør det muligt at forme møblerne frit i skummaterialet styropor. Dermed er designerne ikke længere begrænset af træets tekniske muligheder. Det udnytter Arne Jacobsen til fulde, da han til hotellet tegner stole som Ægget, Svanen, Giraffen, Gryden og Dråben.

Gryden. Foto: Fritz Hansen.

De to førstnævnte har Arne Jacobsen givetvis luret ville blive populære. I al fald vælger han at lancere dem to år før hotellets åbning, og samme år præsenterer han dem i Paris på udstillingen Formes Scandinaves.

Der er sågar en historie om, at man ikke var helt lun på tanken om, at de to stole ville gå til det nye hotel. Arne Jacobsen valgte så at præsentere dem på udstillingen, hvor han beskrev, at de var tegnet til SAS Royal Hotel, og så måtte det jo være sådan.

Hotellet har siden åbningen gennemgået flere restaurationer for at følge med tiden, men der er faktisk et værelse tilbage, som er fuldstændigt dedikeret til Arne Jacobsen.

Et værelse på hotellet indrettet med Arne Jacobsen-designs. Foto: Fritz Hansen.

SAS Royal blev proppet med Arne Jacobsen-designs, som i dag er vaskeægte ikoner

Som skrevet er SAS Royal Hotel et eksempel på Arne Jacobsens totaldesign. Foruden Ægget, Svanen, Gryden, Dråben og Giraffen er AJ Lampen og AJ Pendlen tegnet til hotellet.

AJ bestikket er ligeledes tegnet til SAS Royal Hotel. Her finder man Arne Jacobsens tankegang fra skalstolene, hvor man vil eliminere et objekts opdeling. End ikke knivens form er opdelt i skaft og blad.

Svanen var i familie med tidlige polstermøbler som eksempelvis en stol, Arne Jacobsen tegnede til St Stefan bankfilial. Den var dog endnu mere inspireret af en stol, som Arne Jacobsen tegnede til sig selv i 1929.

Et værelse på hotellet med Svanen, Ægget, Dråben og Serie 3300. Foto: Per Munkgaard Thorsen, Arkitekturbilleder.dk.

Ægget er i sin opbygning og konstruktion inspireret af Svanen. Intentionen med den høje ryg var at skærme for omgivelserne, mens flere stole sammen kunne skabe et rum – som Arne Jacobsen eksempelvis også gjorde med den høje professorstol på St. Catherine’s College i Oxford. Oprindeligt have Arne Jacobsen kun forestillet sig stolen i skind. På grund af prisen måtte han acceptere, at der også blev lavet en udgave i stof.

Arne Jacobsen arbejdede med stolene som en sand billedhugger

Billedhuggeren Sandor Perjesi arbejdede tæt sammen med Arne Jacobsen i processen med at skabe Ægget. Han fortæller, at Arne Jacobsen ikke lod sig begrænse af, hvad der var fysisk muligt i forsøget på at skabe den bedst mulige model.

Han kunne sagtens finde på at beordre en model savet midt igennem for at udtage to centimeter i midten, uafhængigt af, at modellen så ikke kunne sættes sammen igen. Han gjorde det faktisk, da Ægget næsten var færdigt.

Arne Jacobsen arbejdede altså med Ægget og Svanen som en klassisk billedhugger, og det ville han faktisk også være blevet, hvis ikke Flemming Lassen havde overtalt ham til at blive arkitekt i stedet.

Og det var nok alligevel meget godt. For ellers var vi måske foruden nogle af de mest ikoniske bygninger og designs i dag – som for eksempel SAS Royal Hotel med alle sine stole og interiør.

I anledning af, at Arne Jacobsen i år ville have fyldt 120 år, har Fritz Hansen lanceret en jubilæumskollektion, hvori der blandt andet indgår nye udgaver af såvel Ægget som Svanen.

Kontakt os her for mere info.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få information omkring de seneste, nyheder, tilbud og meget andet.