Når man hører navnet Finn Juhl, ledes tankerne hen på alle de ikoner, som han står bag. Men han har faktisk også tegnet møbler, som er gået under radaren. Nu bliver en af de mindst ikoniske stole relanceret.
1950 blev Finn Juhl tildelt den fornemme opgave at indrette Formynderskabsrådssalen til FNs nye hovedkvarter i New York. Salen blev doneret af Danmark og er en af de tre permanente rådssale. Finn Juhl havde på det tidspunkt opnået adgang til den amerikanske kunst- og designscene, blandt andet gennem venskabet med MOMA’s designdirektør Edgar Kaufmann Jr., og da salen blev indviet i 1952 havde Finn Juhl skabt sig et indflydelsesrigt netværk blandt de førende designkolleger såsom Charles og Ray Eames, Harry Bertoia, Eero Saarinen, George Nelson og Le Corbusier.
Året efter åbningen af det nyopførte FN-hovedkvarter, tegnede Finn Juhl en hel række nye møbelmodeller i et strømlinet og mere industrielt formsprog for den danske møbelproducent Bovirke. Han havde, som den eneste danske designer, på den internationale scene, indtaget USA og hentet idéer med hjem. Inspireret af sine kollegaer i USA, formåede han at inkorporere et internationalt præg i sin portefølje med møbler, der var båret på spinkle benstel i bruneret eller malet stål med trætæer. Stærke farver kom for alvor ind i Finn Juhls designunivers som et ekspressivt designelement – ikke mindst på de tekstiler, han valgte.
Den oversete stol
77-stolen leder tankerne tilbage til 50’ernes og 60’ernes internationale lufthavnslounges og hotellobbyer, samt de arkitekttegnede boliger med store vinduespartier og grafisk fritstående indretning. Blandt rækken af møbler med stålben, som Finn Juhl tegnede for Bovirke, er det dog ikke 77-stolen, der omtales i designlitteraturen, selvom der eksisterer talrige billeder af serien. I stedet er det Bordbænken med messingkanter, Skænken med de farvede fronter og bakker, Panelsystemet og ikke mindst Nyhavnbordet, der i dag har opnået klassikerstatus.
På trods af, at Finn Juhl med 77-stolen bevægede sig væk fra de bløde, organiske linjer, markerede stolen alligevel et internationalt nybrud i dansk design, som nutiden måske først nu får øjnene op for. Finn Juhl brød her på ny med Klintskolens konservative formsprog, da han satte et polstret korpus op på slanke stålben, der fik møblet til at svæve.
Selvom stolen har et industrielt udtryk, er der dog langt fra tale om industriel produktion. Bag det lidt beskedne og enkle ydre gemmer der sig et tidskrævende håndværk og materialer af fineste kvalitet. House of Finn Juhl fremstiller den relancerede udgave i Danmark, helt som oprindeligt, på et massivt blindstel i bøgetræ, polstret og håndsyet efter håndværksmæssige traditioner i tekstil og læder. Både det faste sæde og de løse ryghynder er med springindlæg, hvilket både giver komfort og sikrer lang holdbarhed. Topersoners og trepersoners sofaerne fra samme serie er allerede en del af House of Finn Juhls permanente kollektion.
Hans Henrik Sørensen, medejer og grundlægger af House of Finn Juhl, fortæller om relanceringen:
“Ordet ikonisk er blevet enormt svært at komme udenom, når det kommer til de kendte, afdøde designere, der repræsenterer Danish Modern-perioden. Men ikke alt er jo ikonisk, og vi synes, man skal passe på, at prædikatet ikke bliver udvandet. 77-stolen er ikke ikonisk, men den har sin berettigelse her i 2023. Det er et stykke Finn Juhl design, der er uden hans karakteristiske og organiske “svung”, men som i stedet har et stramt grafisk formsprog. Den er et godt eksempel på, hvordan Finn Juhl gjorde brug af et, for ham, nyt formsprog. Vi tror faktisk, at vi vil komme til at se, at 77-stolen transcenderer tidens begrænsninger, netop fordi den har denne underspillede relevans.”
Materialer: Stolen er tilgængelig i tekstil eller læder med brunerede stålben med trætæer i eg eller valnød.
Dimensioner: H: 79 cm x B: 73 cm x D: 79 cm x Sh: 40,5 cm
Vejledende pris inkl. moms: Fra 32.646 kr.
Versionen med Raf Simons tekstiler for Kvadrat ‘Helia’ og ‘Fuse’: 40.810 kr.
Versionen i eksklusivt naturlæder: 59.815 kr.
Vil du vide mere om 77-stolen eller har du andre spørgsmål? Så tøv ikke med at kontakte os.