Arne Jacobsen foldede sig ikke kun ud i Danmark. I udlandet tegnede han flere prominente bygninger – heriblandt St. Catherine’s College i Oxford.
Et andet af Arne Jacobsens hovedværker er utvivlsomt St Catherine’s College i Oxford, som blev opført i årene 1960-1963. Med inspiration fra de traditionelle colleges, er St Catherine’s College udformet som selvstændige bygninger omkring en central plads kaldet the quadrangle.
Bygningerne indgår i en klar modulopbygning af kvadrater og gentagelser, der følger traditionen for britiske universitetsbyggerier. Det indebærer en risiko for, at det bliver kedeligt, men det er slet ikke tilfældet. En af bygningerne har facadebeklædning hele vejen ned. En anden har en åben opbygning afskærmet med jalousipaneler. En tredje er lukket med mursten. Arkitekturen er stærkt inspireret af Mies van der Rohe, men med en skandinavisk tilgang som følge af Arne Jacobsens ophav.
Arne Jacobsens totaldesign kommer til udtryk i Oxford
Ligesom det er tilfældet med SAS Royal Hotel og flere af Arne Jacobsens andre mesterværker, er St Catherine’s College tegnet af Arne Jacobsen fra inderst til yderst. Han indretter kollegiet med flere af sine allermest populære og berømte designs som Svanen, Serie 3300, AJ Lampen og væglampen Eklipta.
Han tegnede dog også nogle serier af møbler, som var designet direkte til kollegiet. Nogle af dem blev aldrig kendt uden for Oxford, som for eksempel en indbygget seng til de studerendes værelse. Andre af møblerne indgår i dag som en naturlig del af Arne Jacobsens designarv. Modsat møblerne til SAS Royal Hotel blev ingen af møblerne til kollegiet dog nogen stor salgssucces.
I biblioteket introducerede Arne Jacobsen en mere åben biblioteksstemning, der skaber et uformelt mødested for de studerende. Svane™-stole er opstillet med regelmæssige mellemrum omkring et bord. Dermed kan man uforstyrret dele pladsen med fremmede, samtidig med at man kan tale med de medstuderende og kolleger, der kommer forbi. I en nutidig kontekst virker Jacobsens fokus på at skabe møder mellem mennesker måske indlysende. Men i 1957, da St Catherine’s College endnu ikke optog kvindelige studerende, var det en øjenåbner.
En spisesal der emmer af Arne Jacobsen
I spisesalen på St Catherine’s College stod der nærmest skrevet Arne Jacobsen op og ned ad væggene. Her havde han haft fingrene nede i alt – hver lille detalje havde været omkring Arne Jacobsen. Eleverne sidder ved borde-bænkesæt, mens professorerne sidder ved deres eget bord på et let forhøjet podie i den anden ende af rummet. Med indretningen sørger Arne Jacobsen for at holde kollegiets tradition, om at elever og professorer spiser sammen, i hævd. Den højryggede stol, som professorerne sidder ved, skaber illusionen om et afgrænset rum omkring professorernes bord. På bordene rundt omkring står Oxford-lampen, som senere er gået under navnet Matroshuen.
Modsat Arne Jacobsens tidligere stole, designede han til kollegiet to serier af stole, der havde det tilfælles, at de kun var kurvede i den ene retning – nemlig i selve profilen. Set forfra var de mere eller mindre rektangulære. Den højryggede stol er udført som et stykke bøjet, svagt dobbeltkrum krydsfinér uden polstring. Det bæres af en søjlefod udført af fire stykker dampbøjet træ. Det var et koncept, som Arne Jacobsen havde arbejdet med i forbindelse med Fremtidens Hus, men som han ikke tidligere havde udfoldet. Stolene fra St Catherine’s College kom aldrig i produktion, men de blev udgangspunktet for den såkaldte Oxford-serie.
Selvom møblerne aldrig blev de store salgssucceser, var St Catherine’s College alligevel så stort et mesterværk, at det sikrede Arne Jacobsen flere store opgaver i de efterfølgende år.
Er du blevet nysgerrig på St. Catherine’s College? Læs mere om skolen på dens egen hjemmeside her.